Børn, Slaver og Produktionskæder i Tekstilindustrien

Denne gang kommer det til at være et grumt blogindlæg. Vi kommer nemlig til at snakke om, hvilke forfærdeligheder mennesker bliver budt (eller tvunget ud i) gennem det store spindelvæv af stof.

Vi hopper direkte til en af de største enkeltstående tekstilkatastrofer i nyere tid: Rana Plaza, 2013. Du har måske hørt om det, men hvis ikke, så trækker vi lige et turbo-referat op af hatten. Episoden fik global opmærksomhed, eftersom 5 sweatshop fabrikker beliggende i samme bygning styrtede sammen i Bangladesh. Resultatet var over 1100 omkomne, mange flere med varige mén og 17 dages Search and Rescue [i]. Senere kunne vi læse i rapporter, at bygningens tre øverste etager var tilføjet ulovligt, at bygningen var godkendt til handel, men ikke produktion, og at en ingeniør havde vurderet bygningen som værende farlig dagen inden kollapset [ii].

I det følgende vil vi lave nogle nedslag på, hvor tekstilindustrien peaker – eller nærmere ikke peaker.

Slavearbejde

Tvunget arbejde er desværre ret hyppigt, når man kigger på tekstilindustrien. Et studie fra Indien viser, at ansatte fra tekstilfabrikker tager ud i landsbyer og overbeviser forældre til unge piger [iii], at deres datter vil få et velbetalt arbejde med diverse goder som uddannelse, god mad og lignende [iv]. I stedet bliver pigerne placeret på værelser med 34 andre piger på et hostel, som de ikke må forlade alene. De må ikke have mobiltelefoner og er praktisk set låst inde [v]. De unge piger arbejder sjældent under 60 timer om ugen, og det hyppigt forekommende overarbejde kan ikke afslås [vi]. Kun i få tilfælde bliver pigerne kompenseret.

En rapport fra International Labour Organisation (ILO) afslører, at arbejderne i sweatshops bl.a. oplever psykiske, fysiske og seksuelle overgreb, de bliver holdt i gæld, deres pas bliver taget fra dem [vii], og de bliver presset til at stemple ud for dagen for derefter sætte sig tilbage og arbejde gratis [viii].

Børn

Med tanke på den relativt nylige afdøde svenske statistiker, Hans Rosling, må vi hellere skynde os at sige, at det med både slave- og børnearbejde går fremad, og at situationen har været meget værre. Når det så er sagt, estimerer ILO, at der i øjeblikket er 168 million børn i arbejde, hvoraf mere end halvdelen udfører farligt arbejde [ix]. Det er helt vanvittigt mange børn!

Selvom det er ulovligt gennem FN’s konvention for børns rettigheder at have børn under 15 i arbejde og at have unge under 18 i farligt arbejde [x], bliver det praktiseret i høj grad alligevel. Årsagerne er sandsynligvis en blanding af flere ting: familier føler sig nødsaget til at lade deres børn arbejde for at kunne tjene penge nok til at overleve; børn er mindre og har mindre og mere agile hænder, der nemmere kan udføre bestemte typer af arbejde; det kan være nemmere at kontrollere børn; der er desuden studier der viser, at børn lyver om deres alder for at få arbejde, og arbejdsgivere vender det blinde øje til eller prøver aktivt at skjule deres praksisser [xi].

Men det er ikke kun familier og arbejdsgivere, vi skal fokusere på. Den usbekiske regering tvinger hvert år et sted mellem 1½ og 2 millioner skolebørn helt ned til 9 årsalderen til at høste bomuld i to måneder. De bliver ofte syge på grund af de ringe forhold, børnene lever under, de får lidt eller ingen betaling for arbejdet, og det er ikke ualmindeligt for børnene at omkomme af udmattelse, sult eller overophedning. Børnene bliver truet med at blive smidt ud af skolen eller få dårlige karakterer, hvis ikke de udfører arbejdet [xii]. Det er også blevet bredt rapporteret, at børn i bomuldsindustrien er blevet udsat for farlige kemikalier og fysisk og seksuelt misbrug [xiii].

Det gode argument for børnearbejde

Men hvis man så fravælger tøj, der er produceret af børn, er man jo ikke med til at støtte dem og deres familie, vil et argument lyde. Men det holder ikke, for hvis børnearbejde blev afskaffet, ville der på lidt længere sigt være flere ledige job, og voksne ville nemmere kunne forhandle sig til en ordentlig løn. I bedste fald kunne de ekstra midler bruges på at sende børn i skole, så de kunne komme ud af den onde spiral med lavt betalt arbejde, som de er udsat for nu.

Store kræfter

Hvis vi tager en tur på balkonen og forsøger at danne os et overblik over de bagvedliggende tendenser, der fremprovokerer den slags ulykker som på Rana Plaza, vil vi i horisonten se en generelt presset tekstilindustri, der forsøger at møde stadigt højere krav om leveringstid og skiftende produkter, samtidig med at skulle holde prisen nede [xiv]. Dette pres kan ikke undgå at påvirke arbejdstider, sikkerhedsforanstaltninger, lønninger og dets lige [xv]. Det svære er, at det her sker på enormt store skalaer.

Hvor store skalaer? spørger du. En statistik fra FN’s Industrielle Udviklingsorganisation (UNIDO) estimerer, at den globale tekstil- og tøjproduktionsindustri beskæftiger næsten 22 millioner mennesker [xvi] og er ifølge WTO en 4,6 billioner kroners industri [xvii]. Det er et meget langt og absurd stort tal: 4.600.000.000.000 kroner. Alene i årene 2004 til 2008 steg beskæftigelsen inden for tekstilindustrien i Bangladesh (altså kun i Bangladesh) med 40%. Og det var altså 40% på 4 år. Det er ret vildt!

Hvad gør vi ved børnearbejde?

Med så store kræfter er det rigtig svært bare at beslutte sig for at det er nederen og for dårligt og så lave det om. Men der er selvfølgelig ting, du kan gøre. Med risiko for at komme til at lyde som en vinylplade oppe fra loftet, så bliver hele den store tekstilmaskine fodret af dine (okay, også vores andres) shopping-vaner. Det betyder at når du køber tøj, å kan du være med til at bestemme om dine forbrugsvaner skal støtte de producenter der hele vejen igennem produktionskæden behandler folk og miljø godt eller dårligt.

Det kan være svært at vide hvordan det lige ligger med løn til de mennesker der har spundet, syet og farvet din t-shirt, men hvad du i stedet kan gøre er, at kigge efter mærker; Fairtrade, SA8000 og GOTS vil være relevante indenfor de temaer, vi har beskrevet i dette indlæg.

 

Referencer

Noter

[i] DFID & FCO, 2014

[ii] Libcom 2013 og DFID & FCO, 2014

[iii] Typisk mellem 15 og 18 år (SOMO, 2014, 31)

[iv] SOMO, 2014, 5

[v] SOMO, 2014, 6

[vi] SOMO, 2014, 6

[vii] ILO, 2015, 6

[viii] ILO 2015, 18

[ix] ILO, 2013, XII

[x] SOMO, 2014, 32

[xi] SOMO, 2014, 2

[xii] Human Rights Watch, 2012

[xiii] World Vision, 2012, 2

[xiv] ILO, 2014, 3

[xv] ILO, 2014, 1

[xvi] UNIDO, 2013 i ILO 2014, 10

[xvii] WTO, 2015, 35

En god idé eller noget, vi har glemt at få med?

Hvis du ligger inde med et vigtigt aspekt, som vi ikke har fået med eller hvis du bare har tanker om hvad vi gør eller hvad du kunne tænke dig at vi gjorde, så smid dem endelig afsted på formularen eller til mig, på Markus@makershirt.dk.

Hav en god dag.